RAW jordbærlagkage

Den sidste ret i miniserien om makronæringsstoffer har fokus på fedtsyrer og er meget passende en raw dessert. En luksuslækker og evigt fristende jordbærkage med nøddebund med to slags fyld og toppings. 

Den kan imponere selv den mest inkarnerede wienerbrødsspiser og jeg har endnu ikke mødt et barn der ikke har kastet sig grådigt over både nøddebund og bærtop med helt rødt ansigt til følge. Lige som det skal være!

Selvom kagen er spækket med fedt er den frisk og føles let i munden. Alligevel kan man nok ikke spise mere end et enkelt stykke eller to, da den indeholder en stor mængde energi.
Hemmeligheden bag de fine adskilte lag er, at de kommes i fryseren med mellemrum, så man får et skarpt afgrænsede lagkage look.

Hold dig ikke tilbage med pynten. Det er det, der giver den sidste wow effekt. Jeg pyntede min med friske bær, kokos og mynte, men alt kan bruges.

 

HVIS DU VIL NØRDE NÆRINGSSTOFFER

Med opskriften har jeg fokus på forskellige fedtsyrer og fødevarer, der tilfører sunde og antiinflammatoriske omga-3 fedtsyrer. Disse hæmmer omdannelsen af den proinflammatoriske Arachidonsyre (AA), som er en polyumættet omega-6 fedtsyre, hvis primære effekt er at stimulere inflammation. 

Biokemisk set er omega-3 fedtsyrer meget vigtige i forhold til hjernens struktur og kemiske forhold. EPA og DHA indgår i alle kroppens cellemembraner, men er specielt nødvendige i nerveceller. Hjernen består af mere end 60 % fedt, hvori mere end 33 % af hjernens fedtsyrer er EPA/DHA, som bidrager til isolering af nervecellen for at sikre dens evne til at kommunikere med sine omgivelser via elektriske og kemiske signaler.

Omega-6 fedtsyrer som findes i arachidonsyre (kød, smør, ost, mælk, æg) og linolsyre (planteolier, margarine) øger inflammation dramatisk. Et overskud af omega-6 fedt i forhold til omega-3 vil kunne bane vejen for kræft, men også for andre kroniske lidelser såsom hjertesygdom og gigt.

Mens omega-6 bidrager til produktionen af pro-inflammatoriske forbindelser, hjælper omega-3 fedtstoffer med at producere anti-inflammationsforbindelser. Derfor er det balancen mellem omega-6 og omega-3 som er så afgørende. Både arachidonsyre og linolsyre udfører livsvigtige funktioner i kroppen, men når de er i for stort overskud kan de blive årsag til alvorlige sygdomme som for eksempel kræft.

Desværre har overdrevet indtagelse af omega-6 fedtsyrer i planteolier og animalsk fedt i visse vestlige lande inklusiv Danmark fremkaldte en omegaratio der ligger imellem 10-til-1 og så højt som 20-til-1. Det er en farlig ubalance. Det ideelle forhold mellem omega-6 og omega-3 burde være et sted mellem 1-til-1 og 2-til-1. Det vil sige, at for at bevare et optimalt helbred skal balancen mellem omega-6 og omega-3 svare til, at man kan spise op til dobbelt så meget omega-6 som omega-3 fedt.

På den baggrund er det nødvendigt at eliminere så mange omega-6 fedtsyrer som muligt for at komme ned på en omegaratio på 1-til-1 (-2). Man skal derfor øge sin indtagelse af kvalitetsfisk eller tage et olietilskud (ca. 2 g. om dagen) samt nedsætte sin indtagelse af mættet animalsk fedt i form af rødt kød, fede mejeriprodukter, forarbejdede fødevarer (hærdet vegetabilsk fedt) og polyumættede omega-6 planteolier (tidsels-, soja-, maize-, solsikkeolie). 

Derudover kan man spise fødevarer, der hæmmer omdannelsen af Arachidonsyre (AA), som denne lækre RAW lagkage. Jatak! Det råd er ingen vist kede af.

raw_3_lag.jpg


OPSKRIFT

Ca. 10 serveringer. 
Forberedelsesid ca. 60 min

Ingredienser

BUND:

1 dl mandler:  Mandler indeholder en stor mængde E-vitamin, som hæmmer omdannelsen af AA. (26.2mg /100g) Desuden indeholder de en høj koncentration af fibre, calcium og magnesium. Deres forholdsvis høje proteinindhold hjælper også med at stabilisere blodsukkeret.
Mandler indeholder også alfalinolensyre (ALA) der er grundlaget for dannelsen af prostaglandinerne E3 og E4. 
De indeholder også  210mg Tryptofan /100g som er gavnlig for både humør og søvn.

1/2 dl Hasselnødder: Hasselnødder indeholder også en stor mængde E-vitamin, som hæmmer omdannelsen af AA.

1/2 dl bløde udstenede dadler.

1 spsk rå lakridspulver: Lakrids hæmmer omdannelsen af AA

1 knsp Himalayasalt.

¼ dl grov kokosmel: Kokosfedt indeholder 90% mættede fedtsyrer og hæver både ‘det gode’ HDL-kolesterol og ‘det dårlige’ LDL-kolesterol.

 

HVIDT KAGELAG:

2 dl cashewnødder (iblødsatte 2-4 timer): Cashewnødder indeholder mange monoumættede fedtsyrer. Har et højt kulhydratindhold og indeholder en god mængde magnesium. Magnesium er bla. vigtigt for vores stofskifte og muskler.

¾ dl citronsaft: Citron er et stærkt antioxidant som kan reparere Ødelagte E-vitaminmolekyler som bekendt hæmmer omdannelsen af AA 

¾ dl kokosolie: Kokos indeholder 90% mættede fedtsyrer og skal derfor indtages med måde

1 vaniliestang, hvor du skraber indholdet ud

 

PINK KAGELAG: 

3 dl jordbær: Jordbær indeholder Quercetin, en antioxidativ Flavonoid, som hæmmer omdannelsen af AA.

1/2 kop bløde udstenede dadler. 

1 dl cashewnødder

 

PYNT TIL TOPPEN:

Friske bær, kokos og myntheblade.

 

BLÅBÆR SMOOTHIE:

Til desserten har jeg lavet en smoothie, med blåbær og æbler, som indeholder quercetin, der ligesom de mange andre lækre ingredienser i desserten hæmmer omdannelsen af  AA. Jeg har derudover tilført 2g god omega-3 fiskeolie (EPA, DHA) fra Nordic Naturals. Omega-3 virker positivt på et overaktivt immunforsvar, modvirker inflammation, hæmmer kræftvækst, astma, migræne, psoriasis, blodpropdannelse, og åreforkalkning.

 

SÅDAN GØR DU

1. Smør din springform med kokosolie og beklæd den med bagepapir. Klip eventuelt papiret til, så det ikke buler i kanten. På den måde får du en så skarp væg som muligt.
Blend alle ingredienser til din bund og læg massen i bunden af din springform. Sæt formen i fryseren mens du forberede resten.

2. Blend alle ingredienserne til det hvide lag og placer der ovenpå din bund. Stil formen tilbage i fryseren til massen har sat sig

3. Blend de sidste ingredienser til din pink topping. Hæld massen ovenpå den hvide bund og stil den i fryseren i mindst 4 timer.

4. Tag kagen ud af fryseren et kvarter inden servering, så den kan stå og blive dejlig blød og lækker. Tag forsigtigt kagen ud af formen og brug evt en skarp kniv til at få den helt fri af bagepapiret.

Vær kreativ og leg med pynten og placer til sidst kagen på et smukt fad eller opsats.

 

Et Voilá!

Du kan nu nyde en kage, der nærer din krop og imponerer dine gæster. Husk at servere din smoothie ved siden af for at få TILFØRT olie og quercetiN.

Bon appetit! 

 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan følge bloggen på Facebook og Instagram