Forfatterdrømmens mange sving

Min kollegas drøm

For syv år siden havde jeg et vikariat på gratisavisen Urban. Den sidste dag på avisen var hele redaktionen ude at drikke øl efter arbejdsdagen. En kollega spurgte mig, hvad jeg nu skulle. Jeg svarede, at jeg skulle skrive bøger og være forfatter. Først grinte han, men da han så, at jeg mente det, blev han stille og tænkte sig lidt om. Så sagde han, at han selv gerne ville male. Han drømte om at male de indtryk, han fik i løbet af dagen, frem for kun at formidle igennem ord. Jeg sagde farvel til ham, og det var sidste gang, jeg så ham. Han døde af kræft et par år efter. Jeg er ikke klar over, om han nogensinde begyndte at male, eller om hans pludselige sygdom tærede så hårdt på hans sidste kræfter, at han opgav drømmen. Han blev 30 år, og jeg har somme tider tænkt på min sidste samtale med ham. Han var den første, jeg betroede min forfatterdrøm til. Det er præcis syv år siden, at vi snakkede sammen, og jeg havde sidste dag som ansat journalist.

Sundhedsbog med graviditetskvalme

Efter vikariatet havde jeg måneders ro, hvor jeg læste romaner. Jeg slugte et par af Haruki Murakamis bøger, imponeret over hans fortællerevner, der virker ubegrænsede, drømmende, surrealistiske og hele tiden fængslende tætte. Samtidig gik jeg selv i gang med min første bogidé, som var at skrive om sundhed. Jeg havde ikke en fiktiv vej endnu, men jeg kunne skrive journalistisk. Min idé var at prøve forskellige måder at leve sundt på og selv erfare igennem min egen krop og sind, hvordan den sunde livsstil påvirkede mig. Jeg startede på nul gluten/sukker og mælkeprodukter diæt, stort set samtidig med, at jeg blev gravid med min datter. Kvalmen var enerverende og jeg var ikke dér, hvor jeg kunne gennemføre mit sundhedsmarathon. Så jeg nøjedes med den mentale del af projektet, som var at interviewe andre om, hvad sundhed betyder. Min første bog blev formet, om end i en noget mere amputeret form end oprindeligt tænkt, i takt med at maven og en ny bevidsthed voksede i min mave. Efter graviditeten kom der et par journalistiske jobtilbud, men jeg havde på det tidspunkt en anden drøm end at være ansat. I stedet fik jeg etableret et samarbejde med dygtige mennesker på et forlag, og min e-bog udkom to år efter, at jeg havde snakket med min kollega om at vælge en ny vej. 

Bøger min store redning
At læse reddede mig som barn fra den totale ensomhed. Jeg flygtede ind i bøgernes verden, når livet var uoverskueligt og for smertefuldt og fandt håb og mening igennem karakterne. Fra jeg var 9-12 år, mens vi boede i Gilleleje, slugte jeg så mange bøger, at jeg fik hovedpine og læsebriller. Mine venner var i bøgernes verden, og det var min sociale erfaring også. Senere fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at skrive. Jeg forsvandt i en anden verden, når jeg skrev. Jeg husker især, at den verden åbnede sig, da jeg skrev dansk stil i 8. klasse om Elvira Madigan og Sixten Sparres heftige og tragiske kærlighedshistorie. Det var som at trykke på en knap og blive taget væk herfra. Jeg sad med de elskende på græsplænen, mens de kyssede, jeg mærkede deres forelskelse, og jeg forestillede mig, at hun frivilligt gik i døden sammen med ham. Mine stile var stort set den eneste faglige opmuntring i min skoletid. Det var her, jeg kunne bruge min fantasi og fortællerevne. Jeg var en joke til matematik og alt hvad der havde med logisk tænkning og forståelse at gøre. Det er samme fortællerevne, jeg senere har gjort brug af som journalist, når jeg har skrevet artikler om ungdomsambitioner, sex, overvægt, skolereform og sundhed.        

Retterunder og lave honorarer
Jeg traf ikke det lette valg ved at blive freelancer. Selvom det på papiret gav mening, for så havde jeg tid til at være mor og at skrive på egne “con amore” projekter, var jeg rædselsslagen ved udsigten til selv at skabe mit daglige arbejde. Jeg har, hånden på hjertet, aldrig fået det til at fungere. Det er bare ikke mig at bruge tid på at pitche og få masser af nej’er, sælge og skrive artikler for 20 forskellige redaktører, retterunder i upersonlige mails og få mindre og mindre i honorar med samme, høje krav. Jeg har enorme mængder respekt for dem, der kan. De burde have alverdens street credit. 

Den lukkede østers
Efter et par år gav jeg mere eller mindre op. Jeg tilmeldte mig et skriveseminar for at lære at skrive fiktivt og begyndte på en roman. Så blev jeg gravid og startede på et nyt skrivekursus for folk med forfatterdrømme. Jeg læste masser af bøger om at skrive, og det var inspirerende, men også lidt som at læse hellige tekster om hemmelige ritualer, jeg ikke var indviet i. Hvordan man reelt skriver fiktion så teksten lever, er der sådan set ingen, der kan forklare - det skal erfares igennem dig selv. Der er skridt, man kan tage, og de skridt kan man læse sig til, men vejen må bestiges af en selv, og der er bestemt ingen garantier for, at man ender på toppen af bjerget med udsigt over hele verden. Man kan lige så godt fare vild i tågerne og dø af udmattelse, inden man nogensinde ser toppen. Min søn blev født og herefter begyndte jeg at søge jobs, fordi jeg definitivt var færdig med at freelance.  Jobsøgningsprocessen var opslidende, men heldigvis havde jeg fået en ny idé til en roman, som jeg skrev samtidig med jobansøgningen. Teksterne reddede mig endnu engang. Jeg fortalte ingen om romanens plot. Min mand drak mig fuld efter fem tavse måneder og fik lokket ud af mig, hvad jeg skrev om. 

“En bog om en pakistansk pige, tvangsægteskab osv.” 

Han kiggede på mig med sit allermest uforstående blik. 

Vi var på Llama, musikken var høj, Manu Sareen var lige kommet ind ad døren sammen med Rasmus Seebach. Jeg tænkte, det var et sjovt match. Han spurgte:

“Hvorfor skriver du om en pakistansk pige? Du kender intet til Pakistan. Har aldrig været der og har aldrig vist interesse for at komme dertil.” 

Jeg blev sur over hans manglende støtte. Havde brugt mange måneder på at google mig frem til en lille dal, i nærheden af Islamabad og havde også efterhånden styr på, hvad man spiser, hvilke navne man bruger, landets historie og den slags. 
Jeg argumenterede for mit valg. 

Han fortsatte ufortrødent.

“Men det er jo en journalistisk tilgang. Du vil jo gerne skrive fiktivt, så må du skrive om noget, der lægger dig nær, noget du ved noget om, ikke noget, du nødvendigvis skal researche dig til. Hvorfor skriver du ikke om en iransk pige i Danmark?” 

Nyt job, nyt håb
Jeg drak videre på min drink. Kiggede på Manu og crew og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Han havde ret. Jeg havde brugt et halvt år på at turnere historien. Den var køreklar, og jeg havde skrevet adskillige kapitler. Efter den samtale lagde jeg bogen i graven i tre måneder. Jeg startede hos en fantastisk personlig rådgiver, Daisy Løvendahl, der hjalp mig til at genfinde modet. En ny idé spirrede under den gamle. Jeg begyndte på en ny roman, men med elementer fra den gamle historie. Jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne klare processen alene, fordi jeg hele tiden fór vild. Jeg var så uendelig heldig, at en dygtig kvindelig redaktør fra Gyldendal så et potentiale i de 40 første sider af min nye roman. Med hende som guide og gulerod begyndte jeg at skrive mere intenst og efter et halvt år havde jeg første udkast. Jeg fik en ny redaktør, manus var stadig ikke antaget hos forlaget. Ny redaktør skiftede job og sporet endte blindt. Jeg gik i ventemode og holdt fast i, at jeg ikke kunne skrive uden en redaktør. Det er fem måneder siden, jeg sidst har skrevet på mit manus. I de fem måneder har jeg først og fremmest rykket mig personligt. Vi er flyttet, jeg har fundet et dybt meningsfyldt job, der ligger tæt på mit hjerte. Jeg skal lave sund detox mad til sårbare unge i det dejligste bofællesskab og samtidig være deres mentor. Min ambition er at hjælpe dem med at finde gejsten for sund og velsmagende mad. Ligesom jeg selv har fundet gejsten igennem det sidste år, foranledet af, at jeg fulgte et intenst og gennemgribende detoxforløb. Uden sukker, gluten og mælkeprodukter. Med mit nye job kan jeg også vinke farvel til min uholdbare freelancesituation. Det giver mig ro og plads til, at jeg kan finde mit manus frem og se på det med nye øjne. 
 
Finde min vej

Sagen er den, at jeg sagde, jeg ikke kan klare at skrive en roman selv. Jeg skal have en redaktør til at hjælpe mig. Det var rigtigt dengang, jeg sagde det, og jeg fik tilsendt den bedste redaktør som hjælp. Problemet er bare, at hverken hun eller andre kan gå vejen for mig. Skæbnen har noget, den vil lære mig. Hvis jeg ikke selv kan finde min rute igennem tågerne nu, kommer jeg heller ikke til det i fremtiden. Jeg ville ende et sted midtvejs, og jeg vil være nødt til at opgive en drøm. En drøm, jeg delte med en kollega, der ikke selv fik muligheden for at realisere sine. Jeg skylder ham, og jeg skylder mig at tage mine drømme seriøst. Jeg skylder mig selv at tro på, at jeg godt kan finde vejen. 

Hvem ellers, hvis ikke jeg gør? 

 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan følge bloggen på Facebook og Instagram