Jørgen Leth og inspirationen 

Det hele startede med
Jeg er stor fan af Jørgen Leth. Da han udkom med det “Det uperfekte menneske”, slog han en ny tone an med sine ærlige, ofte korte og nøgne sætninger, der rummede en enorm kraft. Jeg arbejdede som servitrice på filminstituttets café og restaurant, Sult, hvor han lancerede sin bog. Jeg stillede mig i min tjeneruniform bag den enorme kø for at få et signeret eksemplar af “Det uperfekte menneske” til min kusine. Hun var klart first mover på at være betaget af ham som kunstner. Vi mødte ham sammen nogle aftener senere på restaurant Les Trois Cochons på Værnedamsvej. Han så lettere forvirret ud. Jeg kan ikke huske, om shitstormen om kokkens datter endnu var brudt ud, men jeg følte, der var en højere mening med at møde ham to gange på samme uge. Han havde noget at lære mig. 

En sej chefredaktør
Det er hans fortælleevner, jeg er fascineret af. Han bruger sproget på en sprød måde. Ordene skaber liv i hans fortællinger, både når han taler Tour de France, syltede agurker eller Haiti. En af mine journalistiske drømme har været at interviewe Jørgen Leth og komme tættere på hans fortællergeni. I denne måned har jeg en større feature i Euroman. Her møder jeg virkelig seje kunstnere, der hver især giver et indblik i, hvordan de finder inspiration til at skabe. Skriver de sig ind på myten om den selvdestruktive kunstner, der skaber igennem smerte og ødelæggelse, eller er det snarere kontrol og ordentlige forhold, der skal til for at få kunsten ud i livet? Jeg pitchede idéen til Euromans konstituerede chefredaktør, der høfligt afslog. Så fik magasinet en ny chefredaktør, Kristoffer Zøllner, som jeg kender og ved er visionær og skarp. Så jeg pitchede idéen igen. Han sagde ja. Jørgen Leths navn stod øverst på min liste.  

Fanmailen
Jeg skrev en mail til ham med rystende hænder for at høre, om han ville medvirke. En laaang, formel og meget fanagtig mail. Man kan lige så godt tone rent flag. Han svarede med det samme: “Skriv til min producer Marianne Christensen.” Altså ikke en klar afvisning. Jørgen var i Haiti, det var vinter, og han vil ikke være hjemme før foråret. Jeg svarede med det samme, at jeg vil vente på at få ham med. 

Jørgen har ikke tid
Vinterblomsterne skød op i forskellige farver og gjorde deres for at udviske vinterdepressionens grålige nuancer. Så kom foråret. Solen skinnede, og jeg skrev til Jørgens producer, der også er nævnt i hans bøger som en god veninde. Hun var på besøg i Haiti. Ingen konkrete datoer. Jeg rykkede hende igen efter en måneds tid. Et lunkent svar fra hende om, at Jørgen havde travlt. Touren, koncerter, interviews. Det var svært at se, hvornår han skulle have tid. Jeg blev rasende. Havde udskudt deadline flere måneder for at få ham med. Besluttede mig for at skrive en mail, som jeg sendte til begge, hvori jeg forklarede, at jeg havde udskudt deadline i mange måneder, fordi jeg vil have ham med. At de havde givet grønt lys, og nu kunne jeg ikke lokke en dato ud af dem. Så sendte jeg den, inden jeg kunne nå at fortryde. Kort efter var der igen en mail fra Jørgen. Han beklagede forvirringen og var klar på at mødes og give det interview. Vi aftalte tid og sted. Jeg skrev opdateringer på Facebook og proklamerede på dagen, at så er det nu, hvorefter jeg gik i bad. Da jeg kom ud, havde han meldt sig syg. Ny aftale, ny dag. Senere kom en ny kommentar fra kulturredaktøren på Berlingske i mit feed. 

Jørgen sad og drak hvidvin på en café i solskinnet samme eftermiddag. 

Endelig mødes vi
Så kommer dagen, hvor vi ægte skal mødes. Denne gang skriver jeg ikke noget på Facebook. Jeg går til Hotel Strand fra Vesterbro. Strålende solskin med lidt vind. I receptionen melder jeg min ankomst, og ti minutter senere kommer Jørgen. Jeg går ham i møde. Han sender et kort, anerkendende smil, og vi giver hånd. Jeg har i respekt for situationen dresset mig helt up. Når en iraner skriver, hun har dresset sig helt op, så har hun dresset sig HELT op. 
 
Han undskylder flere gange for afbudet sidst. 

“Jeg bliver helt desperat, når kaldeneren bliver for presset.”

Jeg er nervøs og begynder en ustram fortælling om præmissen for interviewet -  han nikker og starter. Efter fem minutters opvarmning siger jeg, at jeg vil tænde diktafonen, og han ser helt uforstående på mig. Er den ikke allerede tændt? 

Rodehoved møder rodehoved
En stor gruppe turister kommer ind i receptionen og larmer. Jørgen bliver distraheret, han kan ikke høre mig eller sig selv. Jeg foreslår, vi går op på hans værelse for at få ro. Han siger ok og går forrest. Inde på værelset siger han, at han synes, det er pinligt, at jeg ser hans rod.
 
“Jeg er et rodehoved,” siger han og peger på bunkerne af aviser og magasiner. Flasker med vand og lidt tøj. Jeg beroliger ham med, at han er et hysterisk ordensmenneske ved siden af mig, og han griner. Det er mere intenst at sidde tæt i et stille rum, og vi slapper begge to mere af. Vi sætter os over for hinanden ved vinduet. Jørgen byder på en flaske vand. Interviewet starter.

Inspirationen skal lokkes frem
Han vil ikke være klog. Han vil ikke være opdragende, han vil bare have friheden til at eksperimentere med sproget. Til at tage nye skridt kunstnerisk, siger han. Han vil ikke skabe romaner, han hader plots. Han skriver for at se, hvad der sker. Alkymi, siger han. At gøre ingenting til noget er alkymi. Som når man forædler sand til guld. På samme måde forædler han sine erindringer fra sit liv, fra smerten og glæden til kunst. Han fortæller, hvordan han altid tager udgangspunkt i noget konkret, når han begynder sit skriveri. Han beskriver det skrivebord, han sidder ved, stolen, pennen, udsigten. Stemningen i rummet, lyset og lydene. Beskrivelserne åbner en hemmelig sluse, og pludselig rammer han ned i en fortælling, der lå gemt i ham. En fortælling som har kraft. Inspirationen åbenbarer sig. Jeg spørger mere indgående.
 
“Jeg ved ikke, om det er forståeligt. Jeg vil gerne beskrive det ordentligt, så du forstår,” siger han og deler ud af sin erfaring som en mester til sin lærling. Han er til faste rutiner. Han kan godt lide at skabe struktur i sin hverdag. Han kan godt lide trygheden i at vide, hvad han skal næste øjeblik. I et musiknummer kalder han det for sine "depressive rutiner", men de giver ham ro til at skabe. 

Han har ikke altid en idé om, hvad han vil skrive om. Hemmeligheden er at vise inspirationen sin villighed og langsomt lokke den frem. 

“Det gør man ved at blive ved med at vise, at man gerne vil have den til at komme. Man bliver ved med at sætte sig og forsøge at skrive. Selv når inspirationen ikke kommer, skal man ikke opgive. Man kan aldrig vide, hvornår det næste, store, kunstneriske øjeblik indtræffer.” 

Rammer og benspænd
Rammer er vigtige for den kreative proces. Benspænd eller begrænsninger er fabelagtige, fordi de presser kreativiteten i en bestemt retning. Jeg tager det til mig. Faktisk er det herinde på Hotel Strand, at jeg bliver inspireret til at starte en blog. Det er fedt at skrive og udgive sine tekster. Det er en handling, der viser dedikation. Før bloggen, skulle jeg pitche idéer, vente på, at idéen faldt i en eller anden redaktørs smag og først dér, kunne jeg skrive. Nu skriver jeg bare. Det åbner op, mens det at vente på, at redaktører siger god for ens idéer er blokerende og angstfyldt. Meget ofte sætter jeg mig ganske enkelt ned uden at vide, hvad jeg vil skrive om. Jeg ender tit et andet sted, end jeg troede, jeg skulle. Meget modsat mit arbejde som journalist, hvor vinklen skal være på plads på forhånd, og man hele tiden trimmer alle genveje væk for at holde næsen i sporet. 

Jørgen Leth har vist mig en ny og lettere måde at skrive på. Han hader plots. Jeg hader vinkler. 

Kæmpe formidler
Han er sulten og lettere svimmel efter interviewet. Når han holder foredrag såvel som under interviewet, stoler han på sin intuition og lader sig føre af sted igennem erindringens land. Somme tider aner han ikke, hvor han er, så spørger han: Hvor kom vi fra? Undervejs har han krydset vigtige pointer. I sine erindringsbøger tager han læseren i hånden og fører os ind i soveværelset, ved rejsningsproblemerne, i Haitis blodige gader, jordskælvet, i Frankrig sammen med Mader, hjemme hos sine forældre i barndomshjemmet, med sine børns bedrifter, osv. Han har intet filter, når han formidler. I interviewet siger han, at det kun er yderst sjældent, at han lukker af, eller sætter et filter op. Visse ting kan være for smertefulde. En af dem er hans steddatter Stine Bierlichs død. Et emne han hurtigt afslutter i “Guldet på havets bund”, fordi det gør for ondt. Ellers er han helt igennem generøs og åben. Det er inspirerende læsning, fordi han ikke analyserer på sine bedrifter, men forholder sig nøgtern til dem. Særligt i sine svigt af familielivet, når han pludselig har forladt et ægteskab, fordi begæret til en anden drev ham væk. Smerten “skærer i kød,” skriver han.  

Flere af hans slags
Efter interviewet går vi hen til vinduet og tager et par selfier, som jeg bagefter lægger op på Facebook. Jeg får et stort kram. Flere mails de efterfølgende uger fra Jørgen om, at han nu er i Baskerlandet. Et område, han elsker.

Jeg håber, at Danmark kan lave flere Jørgen Leth’er i fremtiden. Flere, der har modet til at bryde vores stive normsæt, og sætte livet fri. Vise verden og os selv, hvor store skabere vi alle kan være i det autentiske, nøgne liv. 

Jeg er fan. Og jeg fik det interview. Og han havde i den grad noget, han skulle lære mig. 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan følge bloggen på Facebook og Instagram  

Nilo Rosa ZandComment