Dans dig igennem livet

Gangdam Style
Vi har altid danset med vores børn. Min datter lavede sin første danseserie sammen med min mand til Gangdam Style, da hun var knap tre år, og siden har hun haft sin egen playliste (også kaldet planliste) på Spotify med nyeste favoritsange. Lillebror har hoppet med, siden han selv kunne stå og før det svingede han rundt med mig. Det nye er, at han har taget prinsesse-looket til sig. Når Leos ulvetime melder sig, kan en lyserød kjole og dansemusik redde hans humør fra familiehyggens totale kollaps.   

Dansende barndom
I min barndom dansede vi meget. Vi sad rundt om min mosters videoafspiller og så musikvideoer fra USA, der var smuglet ind i det krigshærgede Iran. Min kusine og jeg snuppede hver vores imaginære mikron og optrådte for hinanden og dansede på “udenlandsk” og iransk. Der blev holdt fester, hvor husene rystede til beatet af iransk og udenlandsk pop, mens lyset var slukket, så irakerne ikke kunne se lys og bombe de dansende fra luften. Min barndom var præget af mange ting, men noget af det positive, der står klart, er al musikken og dansen. En fest var ikke noget med at snakke. Det gjorde man til hverdag. Det var ikke noget med underspil og kontrolleret adfærd. En fest handlede først og fremmest om at danse. Alle dansede fra de kom til de gik. Vi rystede krig, sorg, vold og hverdagens angst af os til glade toner. Det var forbudt at danse i Iran, og frygten for det moralske politis ankomst og anholdelse af de festende, gjorde festerne ekstatiske. Folk gik amok og dansede sig våde af sved. Min mor blev kastet rundt af sin bror, og landede på hovedet, fordi de prøvede nogle break dance trin, de havde set i en musikvideo. Hun har haft bøvl med nakken siden. Jeg husker det sådan, at dansen var en afgørende del af overlevelsen i mørket. Vi børn gjorde det samme, og dagen efter festen, var vi glade og afslappede. Jeg elskede festerne som barn, og jeg har gjort det til en dyd at danse med mine børn for at introducere dem til glæden ved at ryste spændinger og tankerne fra kroppen og leve sig ind i musikkens rytmer. 

Den dansende revolution
Vi har et andet forhold til dans herhjemme, end hvad jeg er opvokset med. Jeg har festet meget, særligt mine 20’er er passeret i en lang festrus, og desværre har kulturen altid omhandlet indtagelse af masser af alkohol, før dansen. Fordi vi er så selvbevidste, tør vi ikke bevæge os ud på dansegulvet, før vi er så stive, at det ikke længere er pinligt. Jeg vil gerne danse, når jeg ikke er fuld, og jeg vil gerne starte en dansende revolution i de små hjem, så du gør det samme. Vi mennesker har altid danset. I mange kulturer danser man i overgangsritualer, når man går fra barn til voksen, når man bliver gift, eller når man tilkalder hjælpende ånder. Dans er kroppens hyldest til livet. Dans handler ikke om at blive set og vurderet. Dans handler ikke om at føle sig fremmedgjort og pinlig. Dans er det modsatte. Dans er en måde at lade kroppen udtrykke sig, som den har lyst til, uden at hjernen dikterer kontrol.

Vores aftendans
Og her var det så planen, at jeg skulle lægge en dansevideo op til jer, så I kunne blive inspireret. Jeg har optaget omkring 10 videoer, men så snart ungerne ser, at der bliver tændt for kameraet, stopper de med at danse og bliver fokuseret på, hvad kameraet filmer. (Jer, for helvede, dans SÅ!!) Det er faktisk ikke lykkedes mig at optage den video endnu, men jeg arbejder på sagen, og pludselig en skønne dag lægger den her. Indtil da må I selv finde jeres indre dansetrold frem. Hvis du ikke har børn, så dans med dig selv. Jeg har danset foran mit spejl en million gange, før jeg blev mor. Det er fem minutter givet til at hylde livet, glæden og letheden. Det er en lille, gratis oplevelse med dine børn eller bare med dig selv. Kom i gang. Giv los. Shake that thing.   

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan følge bloggen på Facebook og Instagram  

 

Nilo Rosa ZandComment