Min bedste byveninde

 Drinks med gin, rød grape og dansk vand.

Drinks med gin, rød grape og dansk vand.

ikon_sjæl.jpg

En go' brandert

En bytur, masser af drinks, et spontant skænderi med min mand og en rædsom hovedpine, tvang mig forleden til at indse noget, jeg bestemt ikke har lyst til at lade sive helt ind i en del af mit alkoholelskende, grænseoverskridende og festlige jeg. 

Alkohol er slet ikke min bedste byveninde, som jeg ellers har troet i mange år. Hende, der giver mig mod og selvtillid. Hende, der får makeuppen til at sidde pragtfuldt, og som kan sit famme fatale blik helt frem til klokken 5. Hende, der sparker energi i mig, når jeg hellere vil hjem og sove.

Min bedrageriske veninde

Nej. Som i slet ikke. Alkohol bedrager mine sanser, og fører mig på vildspor. Når jeg er fuld, mister jeg kontakten til, hvem jeg er. Det kan i sig selv være befriende i korte momenter, og hvis jeg har det godt, er det sjovt at være fuld. Hvis jeg drikker for at glemme nogle problemer, vækker alkohol min dæmoniske side, mens fornuften snorksover. Midt i en brandert dukker den indre krigsminister op fra det fjerne og opildner til konflikter med dem, der er i nærheden. Uden årsag eller forklaring. Tilbage står et oprydningsarbejde i et felt, der bevæger sig fra pinlig til selvmoderisk. Det kunne så let have været undgået, for ikke at nævne tømmermændene, der føles som en sovjetisk dødsparade med to små børn.  

Mit første møde med årgangsøllen

Mit første seriøse møde med alkoholen fandt sted i mit 12. år til en lille privatfest, der naturligvis gik under forældreradaren. Jeg var trods alt for lille til den slags. Så snart jeg havde bællet et par årgangsøl, (man har vel klasse), begyndte gulvet at snurre på en sjov måde, og det næste, jeg husker, er, at jeg kysser med en fyr, jeg var svimlende og smask teenage-forelsket i. Jeg havde ikke turde at snakke med ham før den aften, men alkoholen i mit blod åbnede med et slag dørerne til en verden af muligheder. Den aften blev alkohol min bedste byveninde. Hende, der får mirakler til at ske. Uanset, hvordan virkelighedens mange hundrede byture siden har formet sig, fjerner det ikke magien fra det første møde.

En alkoholelskede nation
 
Vi drikker meget herhjemme. Det kræver ikke en graverjournalist at konstatere, at vi er en tørstig nation. Måske af den simple årsag, at det er sjovt at drikke. En stor del af vores sociale liv er hængt op på at drikke sammen, enten helt i hegnet eller bare relativt. Indtil vi kan være ærlige, sexede, sjove, vulgære eller hvilken side af os selv, vi holder tilbage i hverdagen. Vi drak mjød, før vi drak vand, og det er dybt forankret i dansk kultur at mødes omkring et glas eller ti. Der bliver ikke kigget skævt på fulde mennesker i bybilledet. Måske skidefulde, der sover i hjørnerne, bliver aggressive eller ubehagelige, men alt andet op til det decideret ufede og småfarlige, er underholdning for folket. 

Din mand er en nar

Det første, der ryger, når vi drikker, er netop vores finere fornemmelse for sociale koder. Jeg siger for eksempel alt det, der nogensinde er faldet mig ind, selvom det er korte, uigennemtænkte og dybt sporadiske tanker, der farer igennem hjernen, men som under normale forhold forbliver usagte. “Fuck, hvor ser din røv dog massiv ud i de bukser.” “Jeg tror, jeg er lesbisk” “Ved du godt, at din mand er en kæmpenar?” I den dur. Det er blevet bedre med årene, men tendensen er der stadig. Mit fulde alter-ego er slet ikke klar over, at hun er på afveje. Hun får sig bare en almindelig hyggechat. Forbløffelsen er ganske enorm, når jeg registrerer folks ansigtsudtryk, og det langsomt går op for mig, at jeg netop har sagt noget stødende, provokerende eller usandt. I mildere grad, er det underholdende, fordi det bare er sjovt, når andre dummer sig. Bevares. Vi er jo bare mennesker. I alvorligere grad, er det ødelæggende for venskaber og forhold. For ikke at tænke på alle de hjerneceller, jeg har vinket farvel til på grund af weekenddrukturerne i teenageårerne og op igennem 20erne. Graviditeter og børn har sat en naturlig stopper for drukfrekvensen, og i den stilhed er der kommet plads til at se på alkoholen med nye øjne.

Meget mindre doser, tak

Jeg er nået frem til et kompromis. I små doser smager drinks, vin og øl godt, og det er sjovt at mærke den der prikken i kroppen. Men jeg vil aldrig igen drikke mig fuld med en tro på, at alkohol får mig til at få det bedre. Jeg vil rent faktisk holde mig til at drikke, hvis jeg allerede er glad og bare vil have lidt ekstra krydderi i tilværelsen. Alkohol for at dulme, få en fortryllende aften, følge med de andres drukfrekvens, eller få mod til at gøre noget, jeg ikke tør ædru - det er helt slut. Jeg siger farvel og tak til alle drukminderne, der har fået mig hertil. Fra tåkrummende pinlige til decideret ødelæggende og selvfølgelig også de rigtig sjove. Jeg føler mig overbevist om, at jeg sagtens kan være modig, selvtillidsfuld og pinlig helt uden alkohol i blodet. 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan du følge bloggen på Facebook og Instagram