Katten, min sjæleven

Lort, lort og mere lort

Har lige haft en af de morgener, man helst ikke vil have for mange af, og som desværre understreger, at en ulykke sjældent kommer alene. Når der først er varslet et skifte, fra godt til skidt, så ruller lortet derudaf, og man er indrullet fra top til tå.  

Den negative spiral

Jeg besluttede ellers i nat at smøre mig ind i min allermest positive indstilling, så jeg kan tiltrække samme. Jeg kan konstatere efter et intenst sammenstød med en sur mand på gaden, en virkelig dårlig aflevering med grædende toårig, der fik næseblod og et af de der opkald man ikke vil have fra sin veninde, at jeg stadig ikke har hævet mig fra den negative spiral. 

Jeg skjuler mig for den onde verden

Ugen har været i samme dur. Den har stået på et par klare (symbolske) nyrestød, og hver gang har jeg konstateret, at nyrestød, gør mig bange, og jeg får både lyst til at flygte og gemme mig i min hule. Det er et gammelt overlevelsesinstinkt. Jeg har altid skjult mig, hvis verden føltes for farlig. Af samme grund købte jeg, da jeg var i start 20'erne, en lille sort kat, som havde akkurat samme neurotiske mønster som mig. Vi gemte os under dynen og kunne ligge der ganske stille i mange timer, sommetider dage, mens vi ventede på, at faren drev over. Katten følte sig truet af det meste: lyde fra opgangen, vinden fra gaden samt andre indre bekymringer, som den holdt for sig selv, men som dog gjorde, at den pludselig kunne spæne op i klædeskabet uden videre forklaring, efter at have været i vild leg, som mest gik på at rive min hånd til blods. 

Os, de ængstelige

I mine øjne var katten ikke spor underlig. Vi delte et sjælefællesskab. Os, de ængstelige, og vi passede på hinanden ved ikke at overbelaste vores nedslidte nervesystemer. Jeg elskede den kat højere end livet. Det ved enhver, der krydsede min vej dengang. Ikke desto mindre måtte jeg træffe en meget svær beslutning, et par år efter jeg havde mødt min mand og fået vores første barn. Katten var ikke vild med min mand. Der havde været andre mænd i mit liv, den bedre kunne håndtere, men ham her, han fik frygten frem i dens gule øjne og den fløj i skabet, så snart han viste sig i rummet. 

Den store, tunge fyr

Han er også en stor fyr, og en kat kan passe på sig selv, fordi den har en fantastisk intuition. Katten havde set i krystalkuglen, at han med sine plus 90 kilo ville sætte sig på den, fordi manden er mørkeblind og ikke kan se en sort, sovende kat på en sort lænestol efter mørkets frembrud. Eller også er han bare ikke lige så opmærksom. For da det skete ikke bare én gang men hele to, at han satte sig på den intetanende sorte, blev der erklæret officielt krig mellem katten og ham. Kattens hævn var ultimativ. Fra da af gemte den sig altid i skabet, når manden var hjemme. Heldigvis er han ikke nærtagende og ser kun sjældent sammenhænge. Livet blev dog ikke lettere for min kattepartner, da der kom en skrigende baby i huset. Katten levede nu næsten udelukkende i klædeskabet, og efter et kæmpechok, hvor babyen hev den i halen, fik den erklæret katte-anorexi af den utrolig skønne og katteempatiske dyrelæge på Istedgade.

Katten på hospice

Det var der, jeg var presset til at træffe verdens sværeste beslutning. Jeg sendte katten på retræte hos min mor i Sydfrankrig. Den fik de sidste afgørende stempler i sit EU-pas og kom med på en flyvetur ned til Mami. Jeg troede, at katten ville dø på turen eller i hvert fald ville den dø af sorg efter et par måneder i det franske. Vi havde en bevæget afskedsscene, da ferien for menneskenes vedkommende var slut, og vi skulle hjem til DK. Jeg græd og græd, og katten spinnede og kyssede mig en masse gange. Det er fem år siden, at den dengang 10-årige huskat kom på, hvad jeg troede, ville være dens hospice. Min mor siger, at hun stensikkert dør før katten. Katten har haft sit andet eller syvende liv i Frankrig, og den følger trofast min mor og hendes nomadetilværelse. De er flyttet tre gange på fem år, og katten, der har fået fornyet selvtillid på livet, tager flytteriet med ophøjet ro. Måske har den fået evnen til at sige pyt. En evne man kan betale mange terapeutiske timer for at lære, ikke bare at sige, men også dybfølt at mærke.  

Kattens aftenbøn

Jeg elsker stadig den kat. Jeg tror, jeg skal observere den og lære af dens evne til at trække på katteskuldrene. Måske har den en aftenbøn, der hjælper den med at bevare det positive livssyn. Noget i stil med: 
“Livet er godt. Så længe jeg har tun i skålen og én, der snakker til mig, så er hver dag en gave. Bliver jeg alt for bange, har jeg stadig et skab at gemme mig i. Men jeg kommer hurtigt ud igen. Hvem ved, hvornår det næste fantastiske sker? Måske flyver der en fugl ind, som jeg kan plage ihjel. Måske regner det på ruden. Så kan jeg sidde i måbende fascination i flere timer, til mine øjne lukker i, og jeg falder i dyb og dejlig søvn. Livet er kort. Det gælder om at nyde det og ikke være bange. For når jeg er bange, lukker jeg ned. Så ser jeg ikke tunen, fuglen og regnen.”
Det tager jeg til mig, og husker mig selv på, at livet er godt. Selv når det er sort. 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan du følge bloggen på Facebook og Instagram  

HverdagNilo Rosa ZandComment