Lilli Noors magiske æg

LN's magiske æg pix.jpeg

En magisk julegave

Min datter, Lilli Noor, har i år forberedt os på sine julegaveønsker ved allerede i november at krydse samtlige gaver af i BR’s ønskekatalog. Da vi weekenden inden juleaften alligevel ikke havde formået at købe en eneste af de utallige ønsker, fordi jeg af princip ikke bryder mig om at være i god tid, lander vi i det absolutte rædselsscenarie, at samtlige af landets BR-butikker har udsolgt for hendes must have gave - et stort æg, der pludselig klækker, og ud kommer en tøjdyrs-ugleunge. 
“En magisk gave,” som hun reciterer, med samme overgearede stemme som barneskuespilleren i tv-reklamen.

Det udsolgte æg 

Vi kører i ren desperation rundt i forskellige legetøjsbutikker, i håbet om et lillebitte æggemirakel, og lander i den tro i BR i Amager Centeret. 
Vi er knap kommet ind i butikken, før min søn får øje på en racerbane med selvkørende biler, og herfra er han klistret til vidunderet som en flue er til fluepapir. Nej, æggene er udsolgt i hele Europa, meddeler den flinke BR-medarbejder. Min mand og jeg går forvildede rundt og forsøger at mindes samtalen med datteren omkring andre ønsker. Min søn står nu med en anden dreng på hans egen alder ved racerbanen. Hver gang de to biler støder sammen, hvilket er ca. hver femte sekund, hviner og jubler de, så det kan høres i hele butikken. 

Drengens arabisk talende far

Jeg finder en stor, hvid enhjørning med lyserødt pandehår og vurderer, at den er en passende erstatning for det mislykkede magiske æg. Min mand er røget ind i blokeringens afgørende fase. Han bladrer febrilsk i ønskekataloget og siger nej til alle nye forslag. Vi beslutter at købe racerbanen til vores søn, og jeg stiller mig hen for at se ham og hans nye ven lege med bilerne. Drengens far er der allerede og taler arabisk i telefonen. Han minder om min egen onkel med sit gråsprængte hår, der var sort, mens vi var i Iran. Faderen giver mig en serviet, og peger på min søn, der har fået snotnæse, mens han taler videre i telefonen. Jeg takker og tørrer ham. Hans samtale slutter, og vi står ved siden af hinanden i absolut tavshed, mens vi betragter vores sønners leg med racerbilerne. 

Min onkel med det legende hjerte 

Jeg kigger igen på ham. Han har poser under øjnene, holder masser af overtøj for at holde vinterkulden væk fra kroppen og står stille på sin plads og kigger på sin søn. Nogle år efter, at min mor og jeg var kommet til Danmark som flygtninge, kom min moster og onkel med deres to børn hertil. Han havde fået et forskerlegat og de næste par år havde han sin daglige gang på Statens Seruminstitut. Han var en vidende mand, min onkel. I Iran var han legeonklen, der satte gang i børns fantasier ved at fortælle om dyrs anatomi. Han kunne tage en død kylling med hjem med fjer og hoved, som han plukkede og parterede, mens han forklarede os børn om dyret, inden min moster tilberedte kyllingen i ovnen. Han viste os omhyggeligt alle organerne, fik os til at røre og til sidst tegnede vi vores indtryk. Det var der ikke andre voksne, der gjorde, men min onkel havde bevaret barnets fantasi selv i mørke tider. Man kunne også være uheldig og falde i hans “Det-jeg-fortæller-dig-nu-skal-du-aldig-nogensinde-glemme” monologer, der var uendelige og som kunne siges med en enkelt sætning som “du skal huske dit halstørklæde, når det er koldt”. Men han insisterede på en videnskabelig vinkel og kunne ikke stoppe sig selv, når først hans fortællertrang trængte sig på. Jeg kunne sagtens forestille mig ham have givet andre forældre et lommetørklæde til deres børns snotnæser, mens han boede i Danmark. Da hans forskertid udløb, skulle familien gøre op med sig selv, om de skulle tilbage til Iran eller søge om at blive flygtninge her. Børnene talte allerede dansk og gik i danske skoler. Iran var kommet ud af en blodig krig, men hvor længe våbenhvilen ville holde, turde ingen gætte på.   

Alene tilbage til Iran

Jeg får en underlig fornemmelse i maven. Min mand går forbi med fyldte BR-poser for at købe noget mere i en anden butik. Han er ude af blokeringen. Vi har definitivt opgivet ægget. Jeg ser på drengens far, der står som et hylster, mens sindet er på rejse tilbage til et sted, jeg ikke kan se. Når man starter på en frisk i et nyt land, har man afgivet det meste af det, man ejer. Herunder sin identitet. Du står med dit liv i hænderne og masser af oplevelser i tasken, som du skal smide hurtigst muligt, for at have en chance i dit nye land. Min onkel vidste med sig selv, at han ikke kunne klare den tranformation. Den kraftpræstation det er at smide sin bagage mentalt og bogstaveligt starte på en frisk. En aften tog han konsekvensen og rejste tilbage til Iran. Uden sin kone og børn. 

En pause fra det tunge

Jeg tager mod til mig. Vores sønner jubler og griner sammen. De bytter biler og er i ekstase. Hvor gammel er din søn, spørger jeg endelig og skærer i væggen mellem os. Han kigger op, og igen møder jeg min onkels mørke øjne, som jeg husker fra hans sidste tid i Danmark. Han er tre år, siger han på usikkert dansk. Og din, spørger han efter en lille pause. Jeg siger, at han næsten er tre år. Vi smiler og fæstner atter blikket på vores drenge. Min søn er gået fra jubel til høje råb. Så sjovt havde ingen BR-medarbejdere turde håbe, at deres legetøjsudstilling ville være. Nu går de nervøst rundt og beder en stille bøn for, at larmen stopper. Min mand kommer tilbage med flere gaver og poser. Vi skal videre. Vores søn laver en kæmpescene. Han vil ikke med hjem. Faren står stille med let krum ryg. Han har ikke travlt. Måske har han taget sin søn med i legetøjsbutikken for at lade ham lege og være barn for en stund. Legetøjspriser er astronomiske som flygtning, men en pause fra det tunge i livet er gratis. 

Jeg håber, at han bliver

Hvor ved jeg fra, at han var flygtning? Det gør jeg heller ikke. Men jeg kan genkende noget i ham. Jeg håber, at han tager kampen op og klarer transformationen til dansker. Velvidende, at det nok aldrig har været sværere, end det er nu. Jeg håber det for hans søns skyld. Da jeg vender mig om, nikker han og smiler, mens sønnen stille leger videre med bilerne. Igen ser jeg min onkel stå der i butikken og forsvinde ind i minderne om det, der engang var.       

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan du følge bloggen på Facebook og Instagram  

FamilieNilo Rosa ZandComment