Min vilde integrationsplan

Den amerikanske drøm

Siden vores ældste barn blev født har min mand og jeg drømt om en dag at tage på den store familietur til USA. Et roadtrip, hvor vi tilbagelægger masser af kilometer, mens vi oplever det storslåede land, som vi begge elsker højt. Både for naturen, historien, kulturen, åbenheden over for andre, for oplevelserne, maden, det hele. Jeg har været i USA flere gange. Den mest minderige gang var, da min bedste veninde, Sille, og jeg efter gymnasiet besluttede, at vi skulle mere end den notoriske tur som snowboardbumser til Frankrig. Vi skulle til USA. Det gjorde vi og endte i en mormonstat, hvor vi i tre måneder havde jobs, venner, et hus vi udlejede til andre, vi stod på de bedste pister, spiste udsøgt og oplevede amerikansk ungdomskultur på tætteste hold. Vi elskede det. Alt er muligt i USA, hvis man bare har initiativet og troen. Sådan oplevede vi det i hvert fald i vores ungdomsrus. 

Mit rødbedefarvede danske pas

Pludselig så det ud til, at vi ikke skulle til USA alligevel.  Af den simple årsag at jeg er født i Iran. Fire bogstaver under punkt 6 i mit rødbedefarvede, danske pas, som jeg har haft siden midt 90erne. I januar kom dekretet, der midlertidigt forbyder personer fra syv muslimske lande adgang til USA, herunder Iran. Så kom der en undtagelse i forbuddet, hvor danske statsborgere blandt andre blev undtaget indrejseforbuddet. Nu er indrejseforbuddet midlertidigt ophævet, mens man undersøger, hvorvidt dekretet strider imod den amerikanske forfatning. Det er status i dag. Hvad morgendagen bringer er mere uforudsigeligt end nogensinde.  

En farlig tid

Skulle dekretet ramme mig alligevel, kan vi selvfølgelig bare rejse til et andet land på ferie. Hey, Cuba skulle også være fedt! Sagen er bare den, at jeg begynder at føle en form for eksistentiel forfølgelse. Der bor millioner af iranere i USA. De går for at være den mest veluddannede befolkningsgruppe i USA. Alligevel er de ikke velkomne i landet, forstås det. Det er begyndelsen til noget ondt. Hvad bliver det næste? Jeg kan mærke det hele vejen ned ad ryggen som iskolde nedslag. Noget grusomt, vi har set før, kommer til at ske igen. Den her sag er ikke overstået, den er et lille indblik i, hvilken retning vores verden kan dreje, hvis vi ikke forholder os til den.      

Min integrationsplan 

At være iraner har aldrig været en bonus i nogen sammenhæng. Som barn var jeg mere ihærdig til at krydse integrationsbroen og for evigt slette mine iranske spor efter mig, end nogen andre fremmede, jeg kender. Jeg er gået all the way i min egen lille integrationsplan, fordi jeg meget hurtigt mærkede, at et liv som iraner her i landet aldrig ville blive et godt liv. Min ihærdige indsats har med årene gjort mig til dansker. Så meget at min iranske del har følt sig forfulgt og fordømt af mig selv. Det har taget mig mange år at hele den kløft indeni mig. Som barn er jeg blevet talt til, trøstet og skældt ud på farsi. Sproget, musikken, maden, er alt sammen en del af mit DNA. Jeg elsker Iran med hele mit hjerte. Men jeg er dansker. Inside out, og folk er efterhånden holdt op med at spørge mig, hvor jeg kommer fra. Selvom jeg slet ikke ser dansk ud, så er jeg alligevel blevet dansk. Min mor satte sit liv på spil for, at vi kunne blive i Danmark. For at få rettigheder som danskere, der gjorde, at vi kunne føle os som frie mennesker. For at få en fremtid og et liv i trygge rammer. Det har ikke været gratis. Jeg har knoklet for ikke bare at forstå, men at være og leve et dansk liv. Jeg har smidt min egen bagage i havet. Det er lykkedes mig at få et godt dansk liv. Sådan et liv, min mor altid har drømt om på mine vegne. 

Christian fra Ølsemagle

Min mand, Christian, kommer fra Ølsemagle, lidt uden for Køge. Hans forældre, Solveig og Flemming, bor stadig i det hus, han blev født i for 42 år siden. Som barn har Christian aldrig haft en fremmed ven. Han var en af de stærke i klassen. En af dem, der kunne finde på at mobbe en mørk pige som mig. En af dem, der havde sit på det tørre. En af dem, der er vokset op i total tryghed. For ham er verden et smørhul af eksotiske oplevelser, der altid tager imod ham med åbne arme. Jeg ved ikke, hvem af os det her nye dekret fra USA ramte hårdest i januar, da det blev udstedt. Han sad oppe om natten og læste om det. Han var overbevist om, at det ikke kunne ramme mig. Du er jo dansk gift, sagde han selvsikkert. Så sendte han mig links, da det alligevel gik op for ham, at det sådan set er underordnet, hvem jeg er gift med, og hvordan jeg lever mit liv. Han havde nok ikke forestillet sig, at hans verden kunne begrænses ved at vælge en kvinde, der ikke er født i Danmark. Han var også den første herhjemme, der så det gule Breaking News spor på skærmen med nyheden om, at danske statsborgere alligevel er undtaget dekretet. Nu er han åndet lettet op over, at det er ophævet, og hans verdensforestilling stadig er nogenlunde intakt. Men utrygheden har sat sig i mig. Man kan finde på hvad som helst på statsniveau nu. 

Du er ikke født her

Vi er opdraget med menneskerettigheder i Danmark og tager dem nærmest for givet. Hjemme hos os har vi opdraget vores børn som ligeværdige europæiske medborgere. De har nærmest mere taletid end os ved middagsbordet, og deres mening bliver altid taget alvorligt. Frihed og lige muligheder for alle borgere er ikke virkeligheden i mange andre lande end i de vestlige. Hvis det står til politikerne, kan de første spadestik tages til, at de også ryger i Vesten. Lad os lege med den tanke, at det her dekret går igennem. Perspektivet for de enkelte, det rammer, er det her: Er du født i Syrien, Iran eller et af de øvrige lande på listen, er det sådan set ligegyldigt, hvordan du har ladet dig integrere i USA, og hvad du bidrager med. Du er ikke velkommen i landet. Hvornår begynder danske politikere at flirte med tanken om at tage statsborgerskabet fra mig? Hvornår bliver jeg smidt ud herfra, fordi jeg jo er født i Iran. Lige nu skal jeg gøre noget særligt kriminelt for at blive smidt ud. Om nogle år kan det vel være nok, at jeg er ikke er født her. Det er ikke et utænkeligt scenarie, kan jeg se nu. Det er ikke en dårlig film. Det er skræmmende virkelighed. For jeg er dansker, og Danmark er mit hjem. Hvor tager jeg til?   

Lilli Noor og Leo

Så er der vores børn. Leo er heldigvis lige så lys som sin far. Der står ikke noget i hans pas om, at hans mor er født i Iran. Det gør ondt det her. Det er succesfuld  selvudslettelse, men jeg er glad på mine børns vegne over, at deres mors biologiske baggrund ikke skal ligge dem til last. Jeg ønsker, at mit barn kan bevæge sig rundt i verden med samme tillid og tryghed, som sin far. Lilli Noor har smukt, brunt hår og mørkegrønne øjne. Hun går som en blanding af noget mørkt og lyst. Jeg håber, de bliver accepteret som danskere, når de bliver voksne. Jeg gør mig ingen illusioner om, at det til den tid er blevet supercool at være iraner.   

Den dybe kløft

Hver dag skriver folk et rørende indlæg om, at de altså også bare er mennesker, som du og jeg. De er bare lidt mørkere, hedder noget andet, men summen er den samme. De har samme følelser, længsler og drømme for deres børn, som europæere med lysere hud. Hver gang håber jeg, at lige præcis det indlæg får kløften til at blive helet. Kløften, som er skabt af for mange negative integrationshistorier igennem årene. Men de rørende indlæg lever ikke længe. Så er der fremmede eller flygtninge, der befamler, voldtager kvinder eller laver kriminelle handlinger. Tro mig, som iranskfødt og med fremmed udseende er man endnu mere træt af de idioter, der fucker up på vegne af os alle sammen, end Søren Espersen og hans slæng er det. Fordi det rørende indlæg om, at vi alle bare er mennesker, med det samme bliver ædt i angstens og hadets flammehav fra de dårlige nyheder.

Vi er alene nu

Noget i mig tror ikke længere på, at de her ord eller de mange andre ord, der har rørt os gennem tiden, ændrer den destruktive kløft, vi har bygget op imellem os. En kløft, der er i fuld gang med at smadre de europæiske grundværdier. Dem, der gjorde Europa til et åndeligt fristed. USA er født ud af alle de europæiske, demokratiske grundidéer. Hvis de går forrest i at krænke, hvorfor skulle vi andre så ikke følge trop? Vi har tidligere vist vores grimme ansigt i Europa. USA reddede os dengang. Det ser ud som om vi er alene med vores samvittighed nu. 

Så hvad er næste skridt? Hvor gør man af alle muslimer eller bare folk, der er født i Mellemøsten, men som i mellemtiden har fået hus, familie, uddannelse, ja hele deres liv, som de elsker, i deres nye land? Hvis man med et dekret kan forvise dem fra deres nye land, kan man så ikke med et nyt dekret bare udslette dem og få fred? Der har været politikere herhjemme, der har foreslået at sende folk til øde øer. Vi har vist været her før. Jeg er ikke sikret, fordi min mand, min omgangskreds, mit sprog, ja hele min sjæl, er dansk. Jeg er født i Iran, i et muslimsk land. Min far er muslim. Jeg elsker Iran, men jeg er dansk. Jeg har formået at hele uforeneligheden i mig. Det er muligt.   

Skal vi give det et helhjertet forsøg sammen, inden det for alvor går galt?    

 

Tak fordi du læste med. Vil du se mere til SØSTER? - Du kan du følge bloggen på Facebook og Instagram  

 

Kort om sagen: I januar kom dekretet, der forbyder mennesker fra syv muslimske lande, herunder iranskfødte borgere at rejse til USA. I første omgang gælder dekretet for indrejseforbuddet i 90 dage. Siden er der kommet en undtagelse i dekretet, således at blandt andre danske statsborgere er undtaget indrejseforbuddet. Forleden blev dekretet midlertidigt ophævet, mens man undersøger, hvorvidt det strider imod den amerikanske forfatning.

FamilieNilo Rosa ZandComment