5 ting livet har lært mig om kærligheden

 3 sider fra en dagbog, der var spækket med forelskelse, intriger og drama. Præcis som kærligheden skal være, når man er 12 år gammel

3 sider fra en dagbog, der var spækket med forelskelse, intriger og drama. Præcis som kærligheden skal være, når man er 12 år gammel

Det er Valentinsdag. Ballonhjerterne blafrer i vinden på Vesterbro. For lyserøde, romantikere som jeg selv, står dagen i kalenderen som en klæbrigsød en af slagsen på den helt rigtige og alt for amerikanske måde. 

Folk har fjogede smil omkring munden, når de cykler på arbejde (måske folk kysser, krammer og knalder dagen ind fra morgenstunden) Og de samme folk vrimler i flok ned af Værnedamsvej på tilbagevejen med den ene overdådige buket i armene efter den anden. 
Eller det er i hvert fald det lyserøde filter jeg anskuer dagen igennem. 

Og nej. Jeg køber ikke ind i gaveræset og præmissen om, at man har brug for et kryds i kalenderen for at huske sig selv på, at man rent faktisk elsker den, der ligger på hovedpuden ved siden af. 

Men KÆRLIGHEDEN. Kærligheden den køber jeg ind i. Jeg fortærer den råt. Mæsker mig i den og styrkes af den hver evig eneste dag.
Også i dag på denne skemalagte kærlighedsdag.
Den er alting. Det hele. Hvert et mellemrum, hver en bindestreg. 

Kærligheden har haft mange ansigter gennem mit liv. Som den sikkert har for de fleste mennesker, der stikker snuden frem og hvirvler sig ind og ud af relationer.
Jeg har lovprist og suget ham Valentin til mig i kærlighedsrus og kildevand og forbandet selvsamme langt væk i venindetåger med whiskey sours og tårevædede Bridget Jones agtige scenarier. 

Det smukke er, at kærligheden konstant er i bevægelse. At den er plastisk. At den forandre sig og bliver et spejl for livet og et vidne på, hvor man er i dag. Og ikke mindst at den har så mange ansigter og kommer i så mange udgaver.

Da jeg var en lille pige, der sad med mine tykke fingre og lyserøde farveblyanter var mit favoritmotiv en helt bestemt prinsesse og en helt bestemt prins, der naturligvis flettede fingre i uendelig lykkerus. Jeg er vokset op på en cocktail af Disney og ‘happy ever after’ og var mere end overbevist om at eventyr bliver til virkelighed.
Heldigvis har livet lært mig at kærligheden er uendelig mangfoldig og at dem, der siger at de har fundet opskriften lyver. Den er langt større og langt mere mangfoldig end mistede glassko og parforhold på roser. 

 

Gennem mine 35 år har kærligheden bla. vist sig i de her 5 forskellige udgaver, der alle på sin vis har bidraget til, at jeg i dag hylder kærligheden med alt, hvad jeg har i mig og nægter at slippe min ukuelige tro på, at den kun vil vokse og vise sig i nye former til den dag jeg dør.

 

1. BARNEKÆRLIGHED

Jeg kunne tydeligt mærke den på min lille krop og i mit hoved som barn og tidlig teenager. Jeg forelskede mig ofte og helt og overgav mig fuldstændigt til alle de følelser kroppen og hovedet kunne rumme. 

Som 11årige blev jeg første gang hovedkuls forelsket i Mads fra klassen under mig. Hele søndag trippede jeg for at komme i skole for at se ham. Jeg kunne iagttage ham i timevis på afstand og mine håndflader var svedige, når vi endelig fulgtes ad i bussen. Jeg behøver ikke at sige, at min verden var fuldent, den dag vi blev kærester. 
Min dagbog fra dengang, som du kan se udsnit af på billedet, er spækket med tanker om ham og os. Det fremgår helt tydeligt af de blyantskrevne og efterhånden falmede linier, at det var en famlende og lærende kærlighed i process. Reglerne skulle læres, banen skulle kridtes op. 
Hvad gør man, hvad gør man ikke. De fleste erfaringer var vi nødt til at gøre os selv og de var ikke nogen, der kunne tilegnes gennem formaning eller opdragelse. 

Gennem de seks år, hvor min dagbog beskriver det her meget søde forhold, som vi havde os, kyssede jeg med både hans fætter og min venindes storebror. Han blev pludselig kærester med min ene bedste veninde og holdte en dag en anden i hånden. Sådan rodede vi rundt på kærlighedens manege og prøvede at finde vores ben. Og det var præcis som det skulle være. 

Den barnagtige kærlighed er så smuk, så ren og helt helt uskyldig. Den har ingen forplumret forhistorie. Ingen bagage. Den er bare ukuelig smuk. Og kan gøre djævelsk ondt. 
Jeg har lovet mig selv at huske på dette, når Vilda My kommer hjem og fortæller om sin første forelskelse. 
Man skal virkelig respektere den kærlighed som forældre. Den er dybt dybt alvorlig og ægte. Den indeholder så utrolig vigtig læring og det samme gør de knubs den kan give. Den er altafgørende for det senere romantiske kærlighedskompas vi får indlejret. Børn har intet filter og følelserne kan blive enormt store, både de forelskede og de sårede. For det ender jo sjældent med at vi lever til vores dages ende med ham fra 7ende B og Mads er da også lykkeligt gift med en veninde i dag :)

Jeg er dybt taknemmelig for alle mine barnekærester og stjålne kys bag busstoppesteder. De har givet mig de vildeste sug i maven og gjort vejen til voksenlivet meget sjovere og mere lærerig, end hvis de ikke havde været der.

 

 Best Friends knækhjerter, photobooth i Berlin, masser af grin og smukke designs fra Annes hånd, som jeg går med hver eneste dag.

Best Friends knækhjerter, photobooth i Berlin, masser af grin og smukke designs fra Annes hånd, som jeg går med hver eneste dag.

2.VENSKABELIG KÆRLIGHED

At jeg venter en pige og altid har haft så brændende et ønske om at få en søskende til Vilda My er Annes skyld. Min lillesøster og veninde. Hun er mit evige livsvidne og den relation jeg er allermest stolt af. 
Da vi læste strunge i 90erne og skrev smertefulde digte om lysstofrør og brosten under halvtaget i Herning, beskrev vi vores venskab som om, at vi var tvillinger forskudt af tid. 
Vi er vokset sammen gennem årene fra hinanden og sammen igen. Det venskab vil jeg ikke undvære for noget i verden og i dag, når vi ses, kan hun stadig, som ingen anden, bringe mit pis i kog som en rigtig lillesøster og højne mit humør til Mount Everest dimensioner som den bedste veninde. Hun kender hver en krog, og jeg kender hendes. Her er ingen plads til forestillelse og gåen om den varme grød. Svesken på disken og kærlig lytten og guiden i lange baner.

Det er det den venskabelige kærlighed kan. Den kender os og holder os i hånden gennem det hele. Både når den har historisk tyngde og erfaring som vi oplever det i de gamle venskaber og i de nye uopdagede sprøde relationer til nyfundne dragende mennesker og kommende rejsefæller.

Det er så gennemsmukt med venskaber, der former os og udvikler sig med os. Venner bestiller altid den rigtige drink til dig i baren, de siger altid det rigtige, når manden ikke forstår og ungerne går gennem det samme tigerspring for tredje gang. De dømmer dig ikke og giver dig lov til at være alle versioner, af den du er. 

Venner, veninder og alt det indimellem er det, der holder toget kørende og smører hjulene gennem modgang og fejrer i medgang. 

Vi kender alle til de venskaber, hvor tiden kan gå, og alle ved, at det ikke er kærligheden, der mangler, når smserne udebliver og kaffeaftalerne bliver færre. De fleste, der er blevet forældre kender til det dilemma. Lysten er der, men tiden er pludselig blevet mindre og overskuddet endnu mindre. 
Det vigtige her er, at forbindelsen og tilliden forbliver. Bevidstheden om, at, når man ses er fortroligheden og glæden intakt, og man kan række ud og trække sig, når behovet er der uden frygt for at miste. 

Her til morgen var jeg så heldig at starte kærlighedsdagen først med kys og cafétur med min lille familie og dernæst impulsiv solskinstur i sneen med myntethe i hånden og min gode ven Martin ved min side. Det er 14 dage siden vi så hinanden sidst, så der skulle livsopdateres en masse. Vi kan ikke undvære dem. Vennerne. 

Det er for mig venskabelig kærlighed i sin bedste form. Den kræver ikke helt så meget som mange af de andre kærlighedsformer, når bare den er rummelig, fleksibel og vedholdende. 

 

 Flag fra vores bryllupsdag, forlovelsesring, visitkort fra den restaurant i Paris, hvor René friede og kort fra yndlingsbaren i New York

Flag fra vores bryllupsdag, forlovelsesring, visitkort fra den restaurant i Paris, hvor René friede og kort fra yndlingsbaren i New York

3. ROMANTISK KÆRLIGHED

Det er denne kærlighed, der er blevet begået drab for, den der er skrevet sonetter og digte om. Det er den, vi forstår og dyrker, når vi i dag køber fyldte chokolader og friske blomster til den vi elsker. Og det er den, der kommer tættest på Disneydrømme, den eneste ene og alle de andre lyserøde klicheer. 

 

Min egen romantiske kærlighedshistorie

Mit liv har taget en drejning, hvor intet blev som før tre gange i mit liv. Den ene af de gange var den novemberdag, hvor René inviterede mig på date til Sverige. Det blev starten på mit livs mest berusende, altopslugende kærlighedseventyr, der stadig fortsætter med hundrede kilometer i timen, og jeg har ikke set mig tilbage siden. 
Jeg har kigget i mine dagbøger fra de måneder omkring, vi mødte hinanden, og jeg siger jer. Det er ikke for sarte sjæle. Jeg kan ikke læse de tætskrevne sider uden at boble og bruse indeni af taknemmelighed over at have gennemlevet den fantastiske, svimmelforelskede fase. 
Det er umuligt at vælge en dagbogsbid til jer, fordi der er så utroligt mange glohede sider at vælge imellem, men hermed alligevel. Et mikroskopisk kig ind i min kærlighedsramte hjerne en vinterdag for syv år siden:

'Jeg har drømt dig og forestillet mig dit skaldede hoved, mørke øjne og krøllede skæg utallige gange på gåture i de københavnske gader med en ekstra varm latte i hånden og Feist i øregangen. Som diffuse tankerækker og fragmenter af et liv, som jeg altid har haft røde forhåbninger om levede et liv parallelt med mit. Det er helt igennem uvirkeligt ja nærmest tåget, at du altid har været lige der, gået af de samme gader med en cortado med ekstra mælk i hånden og Neil Young i ørene.
De smukkeste klicheer hober sig op og klistrer tankerne sammen med lange strenge af lyserødt tyggegummi, der hvisker at jeg sidder her i din seng, i din tømmerflåde, og jeg kan mærke dig helt i alle celler, der rumsterer og rykker på sig, så snart et minde om pirateventyr, sneengle, din øreflip eller andre associationer vækker sanserne til live, som en anden nytårsaften. 
Jeg afmærker mit territorium i din lejlighed og sætter kattepoter, hvor jeg kan. Som de små stjerner af sølvfarvede glimmerstykker, der udløser minder, når de findes i sprækker, huller og øjenbryn. Det er det jeg vil. Sætte spor helt derind i alt hvad der er dig. Du har sat tydelige spor, for jeg mærker, at du løber rundt i mine blodbaner. Forvandlingskugler i mundvigen. Du smager altid sødt af mere og dine hænder slæber mig med på stylter til bakkede bjerge og udkigstårne. Dit skæg kilder mig i næseboerne. Jeg får lyst til at suge dig til mig med al den luft jeg kan mønstre, gemme dig i mine lunger og tage dig frem, når jeg har lyst. Du dufter ubestemmeligt dejligt af ting jeg kan lide. Dine feromoner forstyrrer min rationalitet og giver mig lyst til at lave vinterengle i snedriver. jeg elsker Ingefærsaft og barolo på en mandag.' 

I kan godt se det ikke. Der var ikke noget at gøre. Det var bare ham og os. Det var aldrig noget reelt valg. Kærligheden valgte os, og vi kunne kun lade os føre med ind og ud af de labyrinter af oplevelser og læring, der lå udstrakt foran.
Den umiddelbare nysgerrighed har aldrig sluppet mig. Jeg bliver ved med at ville opdage ham og kan blive ved med at se ham i nyt lys, når jeg får ham lidt på afstand. Jeg kan stadig miste fodfæste, når han kigger mig i øjnene, tager mig i hånden og siger: ‘spring’
Jeg forestiller mig at det var sådan mine bedsteforældre, der bevarede den romantiske kærlighed, blev ved med at have det.

Hvis du ønsker inspiration til at bevare den romantiske kærlighed, kan jeg anbefale at læse bogen ‘The Honeymoon Effect’ af Ph.D. Bruce Lipton. Han er efter min mening en helt unik forfatter, der har en usædvanlig spirituel og samtidig videnskabelig tilgang til kærlighedsbegrebet.
Hans råd er virkelig nemme at følge. Og jeg lover. Meget effektfulde. 

 

4. VOKSENKÆRLIGHED

Her tænker jeg på den dybe kælighed, der opstår, når den første forelskelse lægger sig, og hverdagen træder i stedet med al dens lyksagelige gentagelse og trommerum. Når de fleste kroge er kortlagte og man vælger hinanden hver dag, med alt hvad det indebærer af kompromiser, stearinlysromantik med tunge øjenlåg og vågne nætter med skemalagt teamwork for at få både søvn og barneomsorg ind på kontoen.

Hjemme hos os på Vesterbro insisterer vi stædigt på, at der ikke skal stå lighedstegn mellem voksenkærlighed, leverpostejsromantik og pølsefabrik.
Vi prioriterer rigelig tid sammen, vi rejser sammen og har kærestetid, så meget vi orker. Vi har naturligvis kalendersex, vasketøj, søvnløse nætter med sygdom og alt det andet også. Og kvalitetstiden ændrer sig sikkert også drastisk, når vi får barn nummer to, men lige nu er jeg godt tilfreds med vores konstruktion og holder fast i den med næb og kløer. Uanset kommende babygråd og søvnløshed, vil jeg prioritere os højt. Altid. For det er her alt andet udspringer fra. Det er her, vi skal hente en stor del af vores energi til at være forældre. Til at gå på arbejde. Til at være gode venner. Til at være kreative skabende mennesker. Jeg mærker så tydeligt, at når basen er fyldt op, så fungerer de andre kanaler også optimalt.

Når man bliver familie

Ud over dates og dybe snav får kærligheden med ét en meget praktisk kanal og udtryk, når man bliver familie og tosomheden erstattes af tresomheden. Det kan være næsten lige så sexet, når René går ned med skraldet, som når vi stirrer hinanden dybt i øjnene over italiensk candlelight dinner på Italo Disco.
Fordi det handler om, at man giver hinanden små gaver gennem dagen. Man værdsætter hinanden med handlinger, man prioriterer hinanden, husker hinandens yndlingschokolade fra Brugsen og overrasker hinanden med en treretters eller bare en kærlig SMS, når man ved den anden har en deadline.

At blive forældre sammen giver en ny og uforudsigelig kærlighedsdimension. Intet er mere bekræftende end at se René begravet i lego og kildeleg, hvor Vilda My hviner af fryd. Når hun løber ham i møde og springer ham om halsen, mens hun råber: ‘Du er den sødeste far i hele verden. Jeg er så stolt af dig’ så tror jeg ikke jeg kan ønske mig mere. Det er så stort at se den kærlighed udfolde sig. At dyrke den tresomhed, give hinanden gruppekram og danse fjollet rundt på stuegulvet til ‘min kat den danser tango’. Det er hverdagsromantik, der får mine kinder til at blusse.

For mange år tilbage gav jeg René et 100 år gammelt kompas for at han altid skulle kunne finde tilbage til mig. Hvor pladderromantisk det end lyder, er det bare enormt sødt og bekræftende, at han stadig har det lille kompas med i lommen, når han er ude og rejse. 
Jeg elsker tanken om at jeg har plantet små objekter, der minder ham om os, når han træder over landegrænser.

Psykoterapeut Esther Perel har holdt en rigtig fin Ted Talk om nøglerne til at holde begæret og kærligheden i live i langvarige forhold. Se den her 

Min bedsteforældre er store romantiske og voksne kærlighedsforbilleder. De var alle i livslange relationer - ikke at det nødvendigvis er højeste ideal, men de elskede virkelig helt og uforbeholdent fra start til slut.
Mit livsstykke af en farmor opnåede at have sølvbryllup med hele to mænd, og jeg skal aldrig glemme hendes inspirerende kommentar en dag på plejehjemmet efter begge hendes mænds død:

‘Uh Kathrine, jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gifte mig igen og opleve kærligheden for tredje gang, så kunne personalet hejse ham ned i sengen ved siden af mig og vi kunne ligge tæt’

Jeg smiler bredt, hver gang jeg tænker på den sætning og hendes øjne der glimtede, mens hun sagde den. Hun var så sprællevende og havde så meget at give lige til det sidste. Måske det er fra hende jeg har min kærlighedsoptimisme. Det vil jeg gerne tro.

Jeg håber at jeg ligesom hende vil nyde og opsøge kærligheden i alle dens former lige til det sidste. 

 

5. MODERKÆRLIGHED

Moderkærligheden er mirakuløs og helt helt igennem magisk. Den er uden sammenligning evolutionens absolutte genistreg.
Jeg forstår den ikke helt altid, men har fra første øjeblik jeg kiggede ind i Vilda Mys mørke øjne oplevet en portal af bundløs og betingelsesløs kærlighed. Da hun kom op på min mave og jeg så de øjne, oplevede jeg den for første gang. På mange måder minder den om den barnagtige kærlighed, fordi den er så ren og uspoleret. Så altopofrende og helt igennem uselvisk. 
Der er ikke mange andre former for kærlighed som man, uden at blinke ville give sit eget liv for.

Når man på 4 dagen ikke har været i bad og der ligger halve spiste måltider overalt, fordi man aldrig helt når at spise færdig. Når baby igen skriger og man har lort op og ned ad armene. 
Hvordan kan man så sætte sig ned og græde af lykke, fordi det lille lyserøde menneske er til, og det ovenikøbet er ens eget. At livet kan være så smukt, at det har bragt netop jer to sammen. 

Det første halvandet år af Vilda Mys liv fældede jeg dagligt tårer af lykke. Al den kærlighed måtte ud af tårekanalerne, ellers ville jeg springe i tusind stykker og lande som hjertekonfetti over hele stuen. 
Jeg var og er så helt og aldeles lallende forelsket i det lille menneske, der har vendt vores liv på hovedet med hendes brusende krøller, iltre temperament og vidunderlige væsen.

Når Vilda My og jeg går hånd i hånd hjem fra Superbrugsen og jeg siger at vi skal skynde os hjem til vores varme stue, fordi jeg fryser og hun instantly trækker sit rødstribede halstørklæde af halsen og rækker det mod mig med ordene:  ‘Værsgo mor, så fryser du ikke mere’  Ja så løber hjertet over og stjernerne står rigtigt og alting kunne ikke være bedre. Al kulde er glemt og kun moderkærligheden står tilbage.

Forældrekærligheden er en altændrende kærlighed, der både trækker tråde ud i fremtiden, men også tilbage i tiden. 

Den binder familier sammen og heler brudte relationer. De fleste binder nye bånd til deres forældre, når børn og børnebørn kommer til verden. Der bliver lagt et lag af relationel forståelse på synet af ens egen barndom. Man forstår hvorfor de kære forældre var så nervøse, når man kom alt for sent hjem.
Man forstår hvilken gave de gav, når de gik nætterne tynde med vuggende arme, mens man havde mellemørebetændelse for 4 gang den vinter.
Og måske vigtigst af alt. Man kan med den slags kærlighed tilgive de situationer man har båret nag til og genskabe og opfylde de behov, man ikke synes, man selv fik opfyldt.

Det er livets cyklus, der manifesterer sig på tydeligste vis. Den åbning og mulighed er vi forpligtet til at bruge og udnytte, mener jeg. Der er så fint og oplagt et potentiale, som opstår så få gange i livet. 

 

KÆRLIGHEDSØVELSE

Jeg kan virkelig anbefale at gentage den øvelse, som jeg har gennemgået imens jeg skrev det her indlæg. 
Prøv at give dig selv en egotime, hvor du dykker ned i gamle fotoalbum, dagbøger, udklip eller andet der vækker minder, tanker og refleksioner over kærligheden.
Vi har så stor tendens til kun at fokusere og ophøje den romantiske slags, at vi nogen gange kan glemme de utallige andre skønne og til tider uskønne former kærligheden kan tage.

I dag vil jeg slå et slag for den mangfoldige kærlighed og sende Valentinskort, omend de fleste kun i tankerne, til gamle kærester, gode venner og livsvidner, mine forældre, min elskede mand og min datter både hende ude og indenfor maven.

Vi skal huske at fejre hinanden og den store L O V E. Så hvorfor egentlig ikke benytte sig af dagen i dag, hvor bageren alligevel har hjerteformede boller i vinduet og blomsterhandlerne bugner.

Jeg ved godt, det ikke er spor smart at være sucker for Valentinsdag. Men jeg er FAN

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan du følge bloggen på Facebook og Instagram