Et autistisk vanedyr skifter ham  

Vesterbropix.jpg

The greatest
Jeg sidder på Bang & Jensen i mit gamle hood. I 20’erne gik jeg ofte lange ture på Vesterbro, og jeg mindes én særlig gåtur, hvor jeg proklamerede højt, at jeg ville bo her, og pegede med fingrene ned i jorden, da min veninde og jeg passerede Dybbølsgade. Mange år senere flyttede jeg med min kæreste og datter til den fedeste andelslejlighed på Dybbølsgade. Det blev højdepunktet i følelsen af at finde hjem og høre til. Det skete bare alt for sent, eller rettere, der kom et par børn i vejen. Så det, der kunne have været en ekstatisk lykkefølelse over endeligt at lande i det ene spot, som jeg havde drømt om i 10 år, blev til tre lange år, der for mit vedkommende gik med at drømme mig langt bort og se på huse i Tisvilde og andre små flækker - væk fra stenbroens larm og kaos. 

Bentes synkrone pøller
Og lige nu, mens jeg sidder på Bang & Jensen og ser gamle ansigter passere, og vi ikke længere bor her, kan jeg slet ikke huske alle årsagerne, der drev os væk i første omgang. Jeg mærker bare en følelse af at høre til. Frem med den mentale minusliste, inden jeg fortryder flytteriet: små børn, der skal slæbes op til 4. sal plus indkøbsposer. Larm fra metrobyggeriet 24/7, rotter i gården, min datters kroniske snotnæse og vinterhosten, uforholdsvis mange timer på legepladser. Slå sig selv i hovedet over, hvorfor man ikke synes, det er sjovt at lege med sine børn på legepladsen. Manglende ro. Og så den mest enerverende: min overbo Bente og jeg gik synkront på toilettet hver aften. Heller ikke her kunne jeg få to minutters fred.  

Forelskelsen stadig intakt
Kærlighed overvinder alt, siger man. Min forelskelse til bydelen er ikke falmet trods rotter, metrolarm og Bentes pøller. Det er ambivalent at sige farvel til et område, jeg altid har drømt om at bo i, og forlade den dybe tryghed, det er at kende alle og enhver på gaden. Jeg elsker cafélivet, butikkerne, at møde gamle ansigter og venner fra Hillerød og nye som blomsterpigen Trille, caféejeren Sille og alle andre fra gården og gaden. Udvalget af økologi i supermarkedet gjorde det overflødigt at holde Årstiderne, og niveauet af kreativt storbyliv topper bare lige her i det gamle arbejderkvarter. E.T go home, det er mig på Vesterbro.  
 
Det urealiserede potentiale
En del af mig er blevet hængende her. Som en drøm, der aldrig blev realiseret, men stadig dukker op om natten og plager. Eller et potentiale, der aldrig foldede sig ud. Måske fordi livet bare sneg indenom og overhalede forestillingen om det helt fantastiske Vesterbroliv. Let’s face it. At blive vækket titusind gange om natten på grund af skrigende baby er tortur nok i sig selv. At blive vækket af stive, råbende mennesker fra gaden hele torsdag, fredag og lørdag nat oven i babyens unoder er ulideligt. Naboens unge, festglade søn skulle også passe på, han ikke blev pandet ned af den her ammende, surmælk-lugtende, tikkende bombe. Sønder Boulevard i sensommeren beklædt med 17-årige med solhatte og gåsangersko, der snavede, spillede bordtennis og guitar, fik mig til at søge huse på Bornholm og Stenbjerg ved Vesterhavet. RO, tak. 
 
Autisten vil ikke slippe
Jeg voksede fra mit hjem og min drøm, men alligevel vil jeg ikke slippe. Jeg er elendig til at starte på en frisk. Som et absolut følsomt, tenderende autistisk vanedyr, der er uheldigt udstyret med resolut handlekraft, finder jeg mig ofte i en klemme mellem to modstridende kræfter. Den ene side affejer enhver tanke om forandring, mens den anden allerede er flyttet og er over alle bjerge. Jeg fik fremhalet flytningen, nærmest før vi nåede at sige goddag til de andre i opgangen. Nu kan jeg bruge år på at kigge bagud og spørge, hvad fanden skete der? Det er vel unødvendigt at tilføje, at det langt fra er første gang, det her mønster udspiller sig i mit liv. Ret trættende. 
 
Frederikssundsvej blues
Efter at have pint og plaget ejendomsmæglere på stort set hele Sjælland, fandt vi endeligt et hus, der matchede vores behov. Der står Københavns Kommune på affaldscontainerne, hvilket beroliger mit autistiske hjerte. Huset var til at betale, ligger perfekt i forhold til sol, vind og vejr. Det er oven i købet i den hyggeligste helårs haveforening med sammenhold, masser af naboer, der er søde, sjove, gakkede helt og delvist. En madmor, der laver billig og lækker aftensmad, fælles arrangementer med andre børnefamilier, luft, træer, natur og ro. Ungerne cykler rundt på de små, krogede veje om sommeren med stokroser en masse, kirsebærtræer og fuglekvidder, mens vi går en aftentur efter dem. Min datters snotnæse er væk, og der er ingen scener, når vi skal ud eller kommer hjem på grund af de mange trapper. Men der er ting, som stadig skærer i æstetikerens storbyøjne. Hvad Sønder Boulevard har i sjæl og charme, mangler Frederikssundsvej i skræmmende grad. Særligt når vi bevæger os ned mod Husum-enden, åh gru og rædsel, åh grimhed i rå baner. Nettos udbud af økologiske varer er hurtigt overstået, og SuperBrugsen er en by i Rusland. Caféer og andet tegn på storbylækkerhed, bare GLEMT DET. Kom videre i dit liv. Nyd roen og luk.  

Det chokerede menneske
Den selvpåførte eksil og ro har været et større chok og krævet mere storbyafvænning, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg husker tydeligt en tidligere redaktør, der tørt konstaterede, at jeg var meget gammel (med hårdt tryk under gammel), da jeg fortalte, at jeg var 29 år, havde god tid, men gerne ville have  børn, når jeg havde mødt den rette. Vi er bare nogen, der er langsomme, ok? Men nu. Syv måneder efter, at vi er flyttet, er jeg ved at tø op. Jeg er begyndt at gå og løbe ture rundt om mosen - mere om det i et andet indlæg. Jeg er vild med naturen og de mange troldede træer, som feerne kan springe ud fra når som helst. Ofte vågner jeg  op til lyserød himmel, og om aftenen er der flammer i horisonten og et lysende Shell skilt, der holder åbent 24 timer i døgnet. Så hvis man løber tør for fløde klokken tre om natten, kan man altid krydse vejen og skaffe det, og det er indbegrebet af tryghed for mig. Om lidt skal jeg plante rosenbuske i hele haven. Der er nok at se til.  

Og ja, jeg savner stadig Vesterbro. Men så cykler jeg dertil og hænger ud på Den Navnløse og Kaffeplantagen med min computer, og når jeg kører hjem, er jeg mere end taknemmelig over at have boet i mit drømmeområde i tre år. Selvom timingen ikke var god, er kærligheden intakt. Og hvem ved. Måske, det bliver os igen på et tidspunkt.


  
 
  
 

Nilo Rosa ZandComment