Et åbent hjerte

Slangens Favntag
I sommer havde jeg en sjælden filmoplevelse, da jeg var inde at se Slangens favntag. En usædvanlig film om flere rejser på Amazonasfloden med sidehistorier, der fletter sammen og løber ind og ud ad hinanden som vandet i floden. Blandt karaktererne er en gammel indianer, der har mistet sin hukommelse. Han tager på en rejse gennem Amazonas med en hvid mand, begge uden retningssans. Filmen er intens, og jeg var lykkelig over at være alene, da jeg så den, så den kunne sive langsomt ind. På cyklen på vej hjem havde jeg oplevelsen af at snakke med en gammel indianer, der gav mig svar på nogle spørgsmål. Jeg ved af gode grunde ikke, hvor ægte en oplevelse, den samtale var, men konstaterede, at filmen fik åbnet nogle sluser i mig. Hvilket, om ikke andet, understreger filmens absolutte, kunstneriske værdi.   

Lækkert at stå stift
Jeg er et søgende menneske. I perioder søger jeg så meget, at det nærmest får eskapistiske træk. Det er jo ikke formålet, men livet har lært mig at åbne op. Åbne helt op, og når jeg ikke magter at åbne mere op, så skal jeg tage de sidste skridt, til det næsten gør fysisk ondt. Det er den modsatte bevægelse af at lukke ned og beskytte sig mod verden, mod rejsen, mod udviklingen og alt hvad den medfører af forvirring og umiddelbar utryghed. Det er rart at stå stille. Det må være rart altid at vide, hvad man tror på og ikke mindst ikke tror på. Rart at vide, når noget lyder som overtroisk nonsens, man bare kan lukke af for. Rart at have nogle sandheder, der definerer ens liv. Det her beskæftiger jeg mig med. De her er mine venner, her er min familie, det her mener jeg Gud, det her om indvandring, det her om Kierkegaard. Det må være så uendeligt lækkert at have meningerne klar og aldrig fare vild i tvivlens kringlede kroge. Det må være lækkert aldrig at have stiftet bekendskab med ambivalensen og med altings dobbelthed. Jeg vil gerne stå stærkt. Ikke stift, men bare stærkt. Jeg er nået frem til, at det gør mig stærk at have et åbent hjerte.    

Mit mærkelige , knuste hjerte
Da jeg var midt i 20erne, havde jeg en kæreste i en kort periode. Jeg var glad for ham, men tvivlede også på, om han nu var rigtig for mig. Efterfølgende, når jeg er gået tilbage og set på mig selv i det forhold, flover jeg mig inderligt over min hårde og konfronterende stil, hele tiden med trusler og ultimatummer om, at han skulle tage sig sammen, ellers ville jeg skride. Meget sikker i min sag på, at jeg havde ret. En dag græd han i køkkenet, efter at jeg igen havde slået op, så rejste han sig og gik ud. Han glemte sine kondisko i entréen. Jeg var lettet og sikker på, at han herefter ville vågne op, komme tilbage og blive den kæreste, jeg ville have ham til at være. Ikke så trist og stille, mere livlig og glad. Det skete bare ikke. I stedet gik jeg langsomt fra hinanden. Min hårde skal krakelerede. Følelserne var som et sneskred, jeg havde startet dem i den totale uvidenhed, overbevist om, at han var gal på den. Nu vågnede jeg op til mit spejlbillede og en masse følelser, jeg ikke vidste, lå gemt under sprækkerne. 

Babydoll møder dødsgrunge
Jeg panikkede. Klippede mit lange hår først i en page, så i en kort drengefrisure. Ændrede stil. Fra lyserød babydoll til dødsgrunge. Flyttede. Tudede. Skrev breve til ham og fortrød. Han var videre. Der var ingen anden vej end fremad for mig. Det var her, jeg mødte tvivlen. Ambivalensen. Ikke for første gang, den havde jeg haft rigeligt af som barn, men jeg havde effektivt fået lukket ned for den. Nu kom den stormende, som en lavine, og jeg mistede min orienteringssans. Lidt som den gamle indianer, der havde mistet hukommelsen. Hvordan kan man igen stole på sin egen dømmekraft, når intet indeni én er, som man troede det var? Hvordan kan man nogensinde få en kæreste, når man ikke kan holde ud at være sammen med andre, som de er, men hele tiden leder efter fejl bare for at slippe ud af tosomhedens kvælende arme? 

Find vejen
Jeg øvede mig i de små, daglige ting for at genfinde fatningen. Gik en tur og forsøgte at finde ud af, hvor jeg skulle hen, hvilken vej mine ben skulle dreje ned ad. Prøvede flere gange, men jeg var så blank og bange og endte med at skynde mig hjem igen.

Ud med ham
Kondiskoene i entréen gnavede i mig i flere måneder sammen med tvivlen. Jeg var ikke forelsket i ham, alligevel var jeg lamslået. Jeg nægtede at flytte dem, og da jeg endeligt gjorde, fløj der støv og nullermænd rundt om dem. Jeg tvang mig selv til at smide dem i containeren.   

Farvel venner
At have alle svar klar og altid vide med sig selv, at det er de andre, der skal ændre sig, og det er dem, den er gal med, er et ulykkeligt sted at være. Ikke at have et eneste svar og ikke ane, hvilken vej man skal, og tilmed føle, at alting er ens egen skyld, er mindst lige så ulykkeligt. Vores forhold var selvfølgelig ikke gået, fordi det ikke skulle være, men den efterfølgende reaktion lærte mig en utrolig vigtig lektie om at kigge indad, frem for at skyde udad. Og fordi jeg ikke kunne få ham tilbage, blev jeg tvunget til at forholde mig til mit eget rod. Med kort og grimt hår og teatralske sorte streger om øjnene. Det knuste hjerte satte mig på en ny kurs. Først langsomt og tøvende, så med mere fart. En søgende kurs og rejse, hvor jeg har sagt farvel til mange venner. Faktisk flere end jeg bryder mig om. Mange som jeg har elsket højt og delt smukke og intime stunder med. Alligevel er der kommet et tidspunkt, hvor det af forskellige årsager har været nødvendigt at smide noget bagage og gå videre alene. 

Mindre bagage
I Slangens favntag siger en af indianerne forundret: 

“Hvorfor bærer I hvide mennesker altid på så meget bagage?” 

Den ene, af de to medvirkende hvide mænd, smider alle sine kufferter og bagage i floden og overlever turen i den lille kano. Den anden nægter at smide sit gods og dør på rejsen.     

Jeg kan stadig blive ramt af tvivl. Den er ikke som en blokerende sygdomstilstand, som den var dengang. Men den kender mig ud og ind og ved, hvor den skal sigte for at ramme hårdest. 
Du er faret vild, på afveje. Er det overhovedet udvikling? Eller bare en masse cirkler, som ender samme sted? Hvorfor ikke bare lave en Brinkmann, stå fast og sige nej, tak? Ikke mere udvikling, nu står jeg fast og urokkelig og trodser bevægelsen. 

Så er der den glemsomme indianer. 

Så vidt jeg husker, fandt han sig selv eller bare sin hukommelse på rejsen med den hvide mand. Da den hvide mand spørger ham, hvorfor han overhovedet er med på rejsen, kan han ikke helt svare.

Jeg tænker: 

Måske tog han med, fordi han ikke kunne finde det, han søgte, da han stod stille.  

Måske vidste noget i ham, at han skulle af sted på rejsen - for igen at blive hel. 

 

...Kys fra SØSTER og tak fordi du læste med. 

Vil du se mere til SØSTER? - Du kan følge bloggen på Facebook og Instagram  

Nilo Rosa ZandComment